Østsjællands Biavlerforening

Du er her: Hjem > Årets gang i bistadet - bi-lex > April

April

Spændingen stiger

Nu har vi oplevet de første trækdage. Bierne er på mærkerne, hver gang temperaturen når op i nærheden af 12 ºc, og krokus og piletræer bliver besøgt flittigt. Nu skal vi holde os parat. Men gør endelig ikke noget, før temperaturen er over 15° i skyggen.
    Når der er varme i luften er det tid til et første forårseftersyn. Dækbrædder og dækplader fjernes forsigtigt, men ikke for længe. Yngellejet må ikke afkøles. Tjek om der er foder, men løft aldrig yngeltavler op på dette tidspunkt af året, da dronningen kan risikere at blive nøglet. 
     I det tidlige forår er det kun de nærmeste bier, der kender deres egen dronning på duften. Roder man derfor rundt med yngeltavlerne, kan man risikere, at nogle bier oplever dronningen som en fremmed og derfor vil stikke, mens andre vil beskytte hende. Der bliver en farlig masen, som i værste fald kan gå ud over dronningen. Man siger, at dronningen bliver nøglet. Så pas på...

Tips

1. Fjern døde bier
Fjern døde bier og spar bifamilien for det arbejde. Samtidig øger det ventilationen. I trugstadet løfter man forsigtigt tomme tavler og fodertavler op på begge sider af yngellejet og fejer eller skraber forsigtig døde bier bort. Brug en bred spartel til at løfte de døde bier op fra bunden. I opstablingsstadet skifter man simpelthen bunden ud med en ny, dvs. en rengjort og evt. malet bund.

2. Vurder fodermængden
I begyndelsen af april skal der være 6-8 kg foder i bistadet, i slutningen af april 3-4 kg. En fuld fodertavle indeholder 2-2½ kg. Der skal altså gerne være tre fulde tavler først og 1½-2 sidst i april.

3. Tilsæt varroatavle
Jo før der er en varroatavle til rådighed, desto hurtigere får dronningen lejlighed til at lægge droneæg (ubefrugtede) og desto flere af de overvintrende varroamider får man ram på. Sæt derfor den tredelte varroa-tjek-tavle ned tæt til yngellejet allerede ved det første forårseftersyn.

4. Sæt en kasse under
I opstablingstader, kan man altid sætte en kasse om foråret. Det kan være nødvendigt, hvis familien er stor, eller trækket begynder tidligt. I trugstader udvider man blot bagud. 

5. Vend tavlerne rigtigt
I opstablingsstader kan det nogen gange være svært at få bierne til at bygge yngellejet nedad. Dette kan afhjælpes ved at vende tavlerne rigtigt. Fra naturens hold bygger bierne fra midten og ud, således at tavlerne set ind mod midten har et retvendt  "y"i bunden af alle celler (cellemønstret set gennem tavlen). Set indefra midte tegner mønstret på bagsiden et omvendt "y". Følger man dette princip og dermed gør som bierne selv ville have gjort, når man placerer kunsttavlerne, vil bierne meget gerne tage en ny kasse i brug, uanet, om man stiller den over eller under.

6. Mærk umærkede dronninger
Fik du ikke gjort det i efteråret, er det let at finde dronningen nu, hvor bifamilien er lille. Brug et mærknigsbur, hvis du ikke er fortrolig med at holde en dronning i hånden.

7. Slå små familier sammen
Udvikler familierne sig sig ikke om foråret er det en god idé at slå små familier sammen. Små familer i langsom udvikling kommer aldrig til at give honning. Så er det bedre med én stærk. Fjern den ældste eller ringeste dronning (mindste og mest hullede yngelleje) og gør et af to:

  1. Sæt bifamilierne oven på hianden med avispapir imellem. Prik et par huller i avispapiret, inden den øverste familie spæres inde. Nu går der et par dage, og bierne har gnavet avispapiret væk og bifamilierne er forenet. 
  2. Giv lidt plads mellem rammerne og drys mel ud over bierne. Nu kan rammerne sættes sammen, ynglen i midten osv. Bierne vil nu få travlt med at fjerne mel, og familierne vil derefter være forenet.

Tricks

1. Giv foder
Skræl en fodertavle og sæt den lige op ad yngellejet. Eller hvis der mangler foder: Tilfør mere Apifonda (se marts-tricks).

2. Drivfodring
Flydende foder kan sætte ekstra gang i yngelsætningen. Brug lunkent sukkervand eller fodersirup (30-40º) og tilsæt kun i små portioner á la et plastik-honningbæger ad gangen. Det er iøvrigt nemt at bore eller smelte 20-30 huller med en diameter på ca. 1,5 mm i plastik-låget. Husk stadig at isolere godt over foderet.

3. Byt rundt på tomme og fyldte tavler
Sidder bierne langt fra de fyldte tavler , kan du bytte om på tomme og fyldte tavler. Se Tricks i marts måned

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Login